Meld dig ind   Bliv Frivillig   English
 

Enhedslisten har et demokratisk problem

| 2 Kommentarer

"Hvor er det vi er på vej hen, hvis vi begynder at anholde talspersoner fra lovlige og ikke-voldelige politiske grupper", sådan spørger enhedslistens retsordfører, Line Barfod ifølge Politiken.dk

Baggrunden er en arrestation af en talsmand for organisationen Climate Justice Action. En forening, som er mere kendt for Action end for Justice. En forening, som i forleden opfordrede til at indtage det danske forsvarsministerium. Og en forening, der igen og igen har opfordret til at indtage Bella Centeret onsdag.

Ikke voldelig? Vorherre bevares!

Og ja, der er tale om en lovlig forening. Men det er sådan set ret svært at finde eksempler på ulovlige foreninger her i landet. I Danmark er både Hizb-ut-tahrir, Danmarks Nationale Socialistiske Bevægelse og Hells Angels lovlige. Derfor er der ikke noget særlig ophidsende i, at et medlem - endsige en talsmand - for en lovlig gruppering bliver arresteret.

Jeg har meget godt at sige om Line Barfod, når det kommer til forsvaret for retsstaten. Men det må og skal være sådan, at folk, der opfordrer til vold, bliver arresteret i en retsstat. Det manglede da bare andet.

Jeg synes desværre, at udtalelsen viser, at Enhedslisten har et demokratisk problem. Det nytter altså ikke noget, at ville holde hånden over venstreorienterede voldforherligere, bare fordi man sympatiserer med deres politiske målsætning og håber på at få deres stemmer ved næste folketingsvalg.

For mindre end en uge siden, skrev jeg et andet blogindlæg her på Politiken.dk, hvor jeg skrev, at venstrefløjen bør stoppe sin ulidelige voldsromantik. Mange af de svar, der kom, har desværre bekræftet min og andre formodning om, at der stadig fandtes en voldsromantik på venstrefløjen. Vi så den jo også, da Pernille Rosenkrantz-Theill ikke ville tage afstand fra malingkasterne imod Anders Fogh og Per Stig Møller.

Men det er ikke kun venstrefløjen, der har et ansvar. Jeg må indrømme, at jeg gibbede noget med øjnene, da jeg så Go' Morgen Danmark på TV 2 i går, og så at man havde inviteret en af disse voldforherligere i studiet til at svare på spørgsmål fra seerne om klimatopmødet. Han nåede da også lige at tale om, at de ville bryde barrikaderne til Bella Centeret. Så meget for ikke-vold.

Og det er netop tvetydigheden i forhold til vold, som, jeg mener, er det største problem på den yderste venstrefløj. Officielt tager man afstand fra vold, men problemet er bare, at man definerer selv voldelige aktioner imod myndighederne og demokratiske møder og forsamlinger som ikkevoldelige.

At påstå, at Climate Justice Action er ikke voldelige, er jo nærmest som at påstå at pædofile er børnevenner. Vold er vold - lige meget hvilken politisk overbevisning dem, der begår den eller opfordrer den til den, måtte være i besiddelse af.

Den danske venstrefløj trænger til et selvopgør, hvor man for alvor tager afstand til de voldelige metoder.


Med venlig hilsen,

Simon Emil Ammitzbøll

PS. Inden de sædvanlige automatreaktioner går i gang, så var jeg IMOD lømmelpakken, knivloven, tuneserloven og den seneste terrorpakke. Så kom ikke her og sig, at jeg ikke kæmper retsstatens sag. Men retsstatstanken giver kun mening, hvis man samtidig er IMOD vold og opfordringer til vold.


Share this post:
digg del.icio.us reddit Newsvine Google Bookmark FaceBook Stumble Upon

2 Kommentarer

Det er desvœrre ikke kun venstrefløjen der har brug for et sådant opgør. Vold er accepteret i vores samfund sålœnge et demokratisk valgt flertal står bag. Noget så fundementalt som frivillig udveksling af varer kan individer ikke foretage frit uden at staten før eller siden benytter sig at sit voldsmonopol. Og det er endda fuldstœndigt ukontroversielt i den bredde offentlighed. Der er lang vej ...

Det er voldeligt, men drop dit kald til vorherre, ok? :).

Skriv en kommentar







Pressemøde

Facebook YouTube
Twitter Flickr

 
 
 
     
 
Copyright © 2010 Liberal Alliance