Statsministeren, finansministeren og beskæftigelsesministeren mødtes med hele deres politiske bagland i denne weekend, hvor Venstre holdt sit årlige landsmøde i Odense. Her fremsatte Lars Løkke Rasmussen 10 ambitiøse mål for Danmark i 2020 - blandt andet, at vi skal være blandt de 10 rigeste lande i verden. Jeg kunne ikke være mere enig. Men vil de tre Venstre-ministre, som sidder med ansvaret, så gøre det nødvendige for at nå målet? Nej, det vil de ikke.
Da Arbejdsmarkedskommissionen kom med sin rapport tidligere på året, afviste finansminister Claus Hjort Frederiksen allerede dagen inden enhver snak om reformer. Derfor tog Liberal Alliance i torsdags initiativ til en debat i Folketinget om manglen på arbejdskraft, og hvad regeringen har tænkt sig at gøre for at løse problemet med flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder, når nu man ikke vil gennemføre Arbejdsmarkedskommissionens 44 forslag. Og i debatten sagde beskæftigelsesminister Inger Støjberg højt og klart fra Folketingets talerstol: "Jeg er helt enig i, at udfordringerne skal løses. Det bliver bare ikke lige nu."
Hvornår bliver det så? Mens det gik godt for dansk økonomi, udsatte man reformerne, fordi det ikke var det rigtige tidspunkt. Nu hvor krisen er indtruffet, siger man stadig, at det ikke er det rigtige tidspunkt. Højkonjunkturen blev undskyldningen for ikke at gennemføre reformerne; nu er krisen blevet undskyldningen for ikke at gennemføre reformerne. Det er ikke mindre end skammeligt og meget langt fra regeringens mantra om rettidig omhu. Det har været Venstres politik gennem alle otte år, at der skal gøres noget ved manglen på arbejdskraft - bare ikke lige nu.
Men det er nu, vi står med problemerne, og nu de skal løses. Det er efterhånden svært at finde en bare nogenlunde ædruelig økonom, som ikke vil sige, at der er behov for reformer. Antallet af personer over 65 år vil stige i forhold til i dag, mens antallet af personer i den erhvervsaktive alder vil falde. En markant ændring i forholdet mellem antallet af personer, der skal forsørges, og antallet af erhvervsaktive vil medføre et overordentligt stort pres på de offentlige finanser. Vi ved det jo alle sammen: Vi mangler simpelthen arbejdskraft i fremtiden, også selv om vi har en midlertidig stigning i arbejdsløsheden lige nu på grund af lavkonjunkturen. Ja, faktisk er vi kommet så langt, at selv formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, i torsdags erkendte behovet for reformer. Som hun siger: Alle taler om reformer, når kameraerne er slukket på Christiansborg, men når de er tændt, er der ingen der tør sige noget.
I Liberal Alliance tør vi godt sige højt, at hvis vi også i fremtiden skal have råd til velfærd, så kræver det reformer. Danmark har siden 1970 haft en gennemsnitlig vækst på 2,2 procent, og skal vi holde samme niveau fremover, skal beskæftigelsen øges med 150.000 personer. Sådan er det.
Vi skal bruge mere arbejdskraft, hvis vi fortsat skal have råd til at have et velfærdssamfund.
Når man ser på Arbejdsmarkedskommissionens forslag, er der især to af dem, der virkelig vil batte. Det er en ændring eller en afskaffelse af efterlønnen og en kraftig opstramning af dagpengesystemet. Måske er der nogle, der tænker: Et land uden efterløn og et land med en halv dagpengeperiode, kan man kalde det et velfærdssamfund? Ja. For man skal sådan set ikke
gøre meget mere end at tage over Øresundsbroen for at finde sådan et land. Det hedder Sverige, og svenskerne har ingen efterlønsordning, en kortere dagpengeperiode og langt strammere regler for ledige - men der er vel ingen, som ikke vil kalde Sverige for et velfærdssamfund?
Hvis regeringen ikke snart tager initiativ til at gennemføre de nødvendige reformer, vil fremtidige generationer laste hele politikerstanden for ikke have gjort noget, mens tid var.
Kære Simon
Den øjeblikkelige situation er jo, at jobs det seneste år er blevet nedlagt i store klaser, og at der er stor elasticitet i, hvornår de genoprettes samt i hvilket omfang. For jobtabet skyldes jo ikke kun finanskrisen, mens også stigende global konkurrence.
Willy scorer p.t. kegler på at sige, at vi alle har en ung eller ældre som oplever problemer med institutionspladser. Men de fleste familier og venneskredse oplever jo nu også familiemedlemmer/bekendte, der står uden arbejde, selvom de længe har kæmpet bravt med jobansøgninger og tvivlsomme aktiveringstilbud på at komme i arbejde igen. Sidste uge kunne man fx i dagspressen høre om over 800 ansøgere til et almindeligt administativt job i Roskilde!!!
Dette er jo IKKE en politisk opportun situation spundet af "rød stue", men den faktiske situation som danskere i kød og blod oplever den.
Når der sikkert henad vejen igen viser sig et udækket arbejdskraftbehov, så står der jo en stigende hærskare af veluddannede mennesker uden for Danmarks grænser, som gerne vil tage arbejde i Danmark. Sikkert også uden løfte om en international skoleplads på Frederiksberg. Ja nogen vil måske endda tage arbejde i de danske yderområder uden specialkompetencemiljøer. Iøvrigt ligesom under den borgerlige regering i slut-60'erne, hvor mange unge tyrkere jo var så venlige at bidrage til vores arbejdstyrke, så vi dengang lykkedes at beholde folkepensionen. Tak til dem!
Endelig er opstilling af mål- og problemsæt med et 10-årigt sigte jo ikke set siden SDs Perspektivplanlægning, og i det hele taget udfra et samfundsteoretisk synspunkt ganske usikker.
Storm P ville nok have ladet en af sine vagabonder med store huller i støvler sige: "Uha - måske må een om 10 år gå i vand til anklerne".
MVH, Jørn Strand