To mænd er blevet anholdt og sigtet for at have planlagt et terrorangreb mod Jyllands-Posten. Angrebet blev heldigvis forhindret takket være længere tids samarbejde mellem efterretningstjenesterne i Danmark og USA, men politikere fra både Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti har alligevel forlangt stramninger af terrorloven.
"Det er helt ufatteligt, at der kommer forslag om at stramme terrorlovgivningen hver eneste gang, der dukker en ny sag op. Hvis vi strammer loven og dermed indskrænker borgernes frihed, giver vi jo terroristerne en delsejr," siger Liberal Alliances politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll.
Han vil gerne være med til at give terrorloven et eftersyn, men kun hvis formålet er at se på, om politikerne er gået for langt i forhold til borgernes frihedsrettigheder.
"Det er meget vigtigt, at vi med alle vores kræfter og al vores viden bekæmper ekstremisme og terror, men det skal ikke ske på bekostning af borgernes basale frihedsrettigheder. Denne sag viser med al tydelighed, at vi allerede har en effektiv terrorlovgivning i Danmark. Terroristernes planer bliver forpurret," siger Simon Emil Ammitzbøll.
Han pointerer dog, at vi aldrig kan sikre os fuldstændigt mod terrorisme. Det er prisen for at leve i et åbent samfund.
Læs mere på dr.dk













Her må jeg give Simon Emil ret! Den enorme fokusering på terror i medierne er med til at skabe en unødvendig frygt, som igen er med til at "overskygge" de reelle probler i det danske samfund, så som trafik problemer, miljøproblemer osv.
Trafikken dræber ca. 400 danskere hvert år. Dette er alene antallet af dræbte. Hertil kommer antallet af hårdt sårede og lemlestede, hvoraf mange må gennemleve ufattelige smerter, og må igennem lange genoptræningsforløb for igen at kunne genvinde noget af deres tidligere livskvalitet. Det er mig ganske uforståeligt, at et moderne "velfærdssamfund", som vi ynder at betegne det danske, er villige til hvert år at acceptere så mange menneskeliv på dette "trafikkens alter". Trafikken er den helt store dræber i dagens Danmark, både for så vidt angår trafikdræbte, men også konsekvenserne af luftforureningen fra bilernes udstødningsrør. Hvis man fra politisk hold virkelig var interesseret i at redde danske menneskeliv, burde man ofre lang mere på trafiksikkerhed. Når man sammenligner de midler det danske samfund bruger på at bekæmpe terrorfrygt virker det næsten somom man har valgt at "skyde gråspurve med kanoner". Hvor er det ærgerligt, at vi i Danmark, som er så rigelig forsynet med kyststrækninger, fjorde og havnebyer, vælger at transportere stort set alt med lastbiler. Hvis man fra politisk hold gjorde det mere attraktivt at transportere f.eks fragt og stykgods med skibe kunne man måske igen få pustet liv i mange af de danske havnebyer.
Der henvises i øvrigt til artiklen af Bjørn Lomborg i Politiken den 12. juni 2009 under den direkte reference (link): http://politiken.dk/debat/article731240.ece